torsdag den 17. oktober 2013

4 måneder senere - hvordan rejser man sig?

Den 8. juni 2013 løb jeg min første 10km. I et stræk og hurtigere end jeg egentlig havde sat mig for. Det var et resultat jeg havde arbejdet op til i ca. et halvt år. Den dag følte jeg mig uovervindelig; at jeg havde knækket koden til at komme ordentligt i form - endelig!!

Når jeg i dag ser tilbage på tiden der er gået siden da - 4 måneder - så bliver jeg lidt trist. Sommeren og græssæsonen har for 2. år i træk revet mit immunforsvar sønder og sammen. Jeg har ikke græsallergi, men min astma går åbenbart helt i selvsving. Det har betydet at jeg i dag ikke kan løbe 2km i et stræk uden at overanstrenge mig så meget at jeg ligger syg dagen efter.

Det er ren frustration. Og det er nu forfra... igen...

Og det skal fanme ikke få mig ned med nakken. Selvom det er tæt på. Men jeg har lovet mig selv kun at se fremad, og det er hvad jeg har tænkt mig at gøre.

Jeg har en drøm om at kunne løbe 5km på under 30min. Jeg har ikke en deadline, for det ville gøre målet urealistisk. Jeg ved det kommer til at indebære hård træning og en masse nederlag på vej dertil. Men det er OK så længe jeg overordnet set flytter mig fremad.

Det er slet ikke sikkert jeg kan - min gennemsnitspuls er helt hen i vejret selvom jeg løber langsomt. Det er noget jeg skal have undersøgt nærmere i den kommende tid.

I går startede jeg træningen op igen. Det blev til 22 minutter på løbebåndet hvoraf kun de 5 minutter var reel løb. Jeg er nødt til at starte småt. Hvor mon det tager mig hen!?? :)

Ingen kommentarer:

Send en kommentar