mandag den 25. november 2013

De få fantastiske men helt klart afgørende øjeblikke.

I sidste uge var jeg knap skyggen af mig selv. 

De sidste to måneder har været en noget ensformig affære, der mest af alt inkluderede en meget træt og svækket... skygge af mig selv. Sidste uge føltes lidt som at ramme bunden. Og for det meste føles det som om at overskudsdagene er mere undtagelsen end reglen. Jeg VED godt at det kun er midlertidigt, og jeg VED godt at jeg er i en fase, hvor jeg prøver at finde den rette astmamedici, og at der naturligvis kommer en dag med styr på sagerne. Men de dage hvor jeg møder på arbejde og er klar til at gå i seng igen allerede inden frokost... jeg ville lyve hvis jeg sagde at det ikke gik mig på. Og det ville også være en løgn at sige, at jeg ikke frygter at det er sådan her hvert efterår.

Men blandt alle de mange tåbelige dage, så er der en dag som i dag. Jeg er helt vildt åndssvagt træt, men der er en lille smule overskud. Jeg kan ikke forklare hvor det kommer fra, og jeg er egentlig også ligeglad. Det eneste der betyder noget er at jeg nyder det. Og det gør jeg. I fulde drag.


Når himlen er fyldt med smukke farver.






Når man hører en smuk sang for første gang og den giver en gåsehud.




Og når man kommer hjem til de her to



...når de gode dage er så dejlige, som de er, så er mængden af dumme dage irrelevante! <3