Jeg har de seneste to uger rendt frem og tilbage på sygehuset for at få undersøgt hjertet. Denne drastiske beslutning udsprang af to faktorer: 1, jeg har det sidste halve år været ualmindelig (fysisk) kvæstet og synes ikke helt den nye stærkere astmamedicin har givet nogen forbedringer med sig og 2, min far fik konstateret hjertesvigt tidligere på året og lægerne nævnte at det KUNNE være arveligt. Så jeg har nu af flere omgange været forbi sygehuset, og det hele - blodprøver, røngten, ekg, ekko og event monitorering (et apparat der sad klistret fast på min brystkasse i 3 dage for at måle hjerterytmen) - viste altsammen at min krop har det glimrende.
Jeg er selvfølgelig ekstremt lettet over at mit hjerte har det godt - det kan jeg ikke understrege nok - men et sted derinde er jeg lidt småfrustreret, for jeg har stadig ikke fundet svaret på hvorfor min krop er i udu.
Det er lidt en balancegang mellem at følge sin intuition (som siger det ikke bare er astma) og samtidig gerne vil holde fokus på de positive ting og ikke lade svæklingegenet få overtaget.
Under forløbet hæftede jeg mig ved en ting lægen sagde: "Nogle astmatikere kan have så svært ved fysisk aktivitet at de er nødt til at starte meget langsomt. Nogle skal bruge en måned på at nå hvad andre kan nå på en uge".
Det er sgu' lidt demotiverende, og så alligevel ikke. For selvom det betyder at jeg højst sandsynligt må droppe gaelic football næste sæson, så efterlader det som minimum noget at arbejde med. Hellere langsom fremskridt end stilstand eller tilbagegang.
I dag er det Happy Tirsdag fordi jeg kan lægge bekymringerne på hylden. På mandag har jeg kontroltid hos astmalægen og mit mål er at få nye redskaber at arbejde videre med. Indtil da vil jeg tage en slapper. For første gang i år er jeg klar til at glæde mig til juleaften.. så de der gaver skal jeg vist til at se på ;)
